Beløn CO2-sparerne!
17. september, 2009 - Kategori: Klima & Miljø |
Hvis regeringen virkelig ønsker at Danmark skal være et foregangsland, og at danskerne skal være bedre til at udlede mindre CO2, burde den også være langt bedre til at belønne dem der gør en aktiv indsats. Det nytter ikke noget at en miljøvenlig bil koster ligeså meget eller endda mere, end en mere forurenende bil med bedre køreegenskaber.
Masser af mennesker går op i miljøet og vil gerne bidrage til at gøre det bedre, men nogen gange står man bare over for et valg, hvor det CO2-venlige produkt kommer i anden række. Der burde være kæmpe tilskud til alle mulige former for miljøvenlig energi. De danske tage burde være fyldt med solvarmeanlæg og solceller. Gaderne burde være fyldt med miljøvenlige biler, og en langt større del af det danske energiforbrug burde komme fra vedvarende energi.
En del mennesker trænger til et lille skub i den rigtige retning, når det drejer sig om at spare CO2. Man kan ikke forvente at alle mennesker går lige meget op i at bevare miljøet, så ved at gøre CO2-venlige produkter billigere end andre alternativer, får man også denne gruppe med på vognen, da penge ofte er en god motivationsfaktor. De fleste mennesker kan bedst lide have noget håndgribeligt at forholde sig til, og ikke bare få at vide at man skal passe på miljøet for vores efterkommeres skyld. Konsekvenserne af ikke at gøre det, er måske ikke engang noget nogen nulevende mennesker kommer til at opleve.
Det er ligesom at sige til en 18-årig, at han ikke skal ryge fordi han risikerer at dø 10 år for tidligt. Det er en konsekvens der ligger så lagt ude i fremtiden at mange ikke bekymrer sig om det.
Danmark kan sagtens blive endnu bedre til at udlede mindre CO2, hvis de rette mennesker ellers tager de rette beslutninger. Engang imellem har man det som om politikerne kun siger og gør det mest sikre – få tør stikke ud fra mængden, og endnu færre har held med det. Det bliver spændende at se om CO2-snakken forstummer efter FNs klimakonference i december (COP15), eller om fanen bliver holdt højt i kampen mod CO2-udledningen.
Læs også disse lignende artikler:


1 svar til “Beløn CO2-sparerne!”
Af Cecilie den 8. december, 2009
JEg synes da klart det kunne være godt hvis det blev billigere at købe miljøvenligt fx elbiler. Men man kan altså ikke kun tage højde for hvad der er godt. Forhandlerne må jo også tænke på pengene. Hvis de køber en elbil for 100.000 kr. og en normal bil for 50.000 så kan de jo ikke bare sælge elbilen billigere end den normale bil. I så fald skulle en normal bil koste 150.000 og en elbil 120.000 ?